
Nationalpark Thy
Der er ikke tale om kærlighed ved første blik, for mildt sagt aner jeg ikke hvad det er jeg går indtil - med venner og familie er jeg i Oktober 2016 sådan set bare taget på efterårsferie ved vesterhavet og alt det her med nationalpark og lige præcis hvad denne ved Thy har at byde på har jeg ingen ide om. Men det er sådan det begynder - mit forhold til Nationalpark Thy som idag er mit yndlingsted ikke bare i Danmark, men i hele verden.
Efterårsferie og min kone har lejet et hus i Vorupør hvor vi tilbringer en uges tid med gode venner. Af dem har Andreas faktisk været her en del. Han planlægger nogle gode ture. Til Agger Tange hvor vi høster østers og oplever enorme flokke af vadefugle, ikke mindst hjejler i tusindvis. Vi er ved Isbjerg og nyder udsigten over klithedelandskabet på en længere tur, der også byder på skov. Og så trækker vesterhavet og de enorme bølger selvfølgelig også i os alle. Bulbjerg og vejlerne lige uden for nationalparken bliver også besøgt. Der er tale om en rigtig god familieferie og lidt billeder bliver det også til, men kun lige nok til at friste efter mere.
Jeg kan ret godt lide det her sted og da vi vender næsen hjem kan jeg mærke den første, spæde forelskelse vokse i brystet og jeg ved, at her skal jeg simpelthen tilbage.
Der kommer dog til at gå tæt på 2 år inden det ønske går i opfyldelse.
14. Juli 2018 er jeg så tilbage I Nationalpark Thy. Min svigermor fylder rundt og fremfor ønsket om en stor fest vil hun allerhelst samle børn, svigerbørn og børnebørn til en uges fælles ferie. Det er min kone som står for planlægning og al det praktiske og som altid har hun mig og mit behov for natur i tankerne. Og om nogen har hun hørt mig tale begejstret om Thy siden vi var her sidst. Så min kone lejer et stort sommerhus i Klitmøller med plads til alle - 6 voksne, 4 børn og en hund. Og jeg ankommer med en ret god plan og en hungrende sult efter at lære nationalparken bedre at kende og ikke mindst fotografere den fantastiske natur. Men mildest talt er her tale om en kæmpe stor og kolossal udebane.
Så det er min plan at begrænse mig selv. På ingen måde kan man afdække ej heller fordybe sig i samtlige Nationalpark Thys herligheder på bare en uge. Det er jeg udemærket klar over. så hjemmefra har jeg studeret kort og læst på lektien og jeg har udvalgt mig et område på 1 x 1 km i udkanten af det enorme klithedelandskab og her er det min plan at tilbringe samtlige morgener fra 4-8 i ugen som kommer. Al krudtet skal gå til at lære dette lille område godt at kende.
Jeg er derude om eftermiddagen. Bare for lige at snuse til stedet. Balto er med. Han er familiens nye hundehvalp. De fleste morgener i ugen som kommer er han med og selv min kone som elsker at sove længe får jeg lokket med ud på en tidlig morgentur.

Og min plan virker.
Jeg er ude i mit valgte område hver morgen. Ankommer i den blå og mørke time og ser lyset ændre sig som solen står op. Disen der indhyller klitheden synes at gå i brand og lyser rødt og forsvinder så helt og allerede ved syv tiden bliver lyset kraftigt og decideret hårdt. Sådan er alle morgener. Hvilket er helt utroligt. Ikke en vind rører sig. Jeg går ikke ret meget omkring, men udvælger mig et udsigtspunkt hvorfra jeg følger med. Tranerne er faste - dog på afstand, men det gør ingenting, de er fantastiske at opleve. Dog er det kronhjortene der løber med opmærksomheden. Vilde kronhjorte. Og mit lille sted er meget befærdet. Igen er det for det meste på lidt afstand at jeg ser og oplever de store dyr, men en enkelt morgen - og faktisk som jeg fotograferer soldug dukker de pludselig op og kommer direkte imod mig. De opdager mig aldrig og reagere ikke på kameraet.
Jeg oplever også ræv med store hvalpe i mit lille område og rådyr samt fantastiske og smukke ild - og blåsommerfugle.
Jeg ser også andet og andre steder denne uge i Thy. Familien er jo også med og vi er på forskellige fine ture rundt i området og som bosiddende i Klitmøller nyder vi meget tid ved havet hvor især surferne slår deres folder.
Der er ikke længere nogen tvivl. Nu har jeg for alvor forelsket mig dybt og inderligt i Nationalpark Thy.

Mit 3. besøg - sommer 2020
Heldigvis er min kone også faldet for Nationalpark Thy. Så endnu engang lejer vi et hus - denne gang i området tæt på Vorupør og igen med gode venner som selskab. Jeg er meget glad for at være tilbage og bare lyden og lugten af vesterhavet dér på den anden side af klitterne sænker feriepulsen betragteligt.
Fotomæssigt kommer jeg med et meget lavt ambitionsniveau. Faktisk er det planen bare at lære Nationalpark Thy bedre at kende for så på sigt - og evt. næste gang jeg kommer på besøg, at have en bedre fornemmelse af hvor og hvordan jeg skal lægge kræfterne.
Det er en rigtig god plan at være uden en plan. Samt meget ferieagtigt og afslappende. Dog er jeg stadigvæk glad for de tidlige morgentimer, så Balto og jeg er oppe længe inden resten af huset og ude på tur som solen står op. Især de mange vandreruter i skovene og plantagerne gør vi brug af. Lodbjerg Fyr besøger vi og klitheden krydses ud til havet hvor der er Præstekrave og smukke mønstre i sandet.
Balto er nu også ret glad for at sove længe, så om morgen den sidste hele dag får han lov til at slippe og jeg tager alene afsted. I dagens første spæde lys på en dag med regn er jeg ret meget på udebane, da jeg ud af det blå render på en grævling. Den forsvinder i det ujævne klithedelandskab og jeg tager det som en god oplevelse og fortsætter min færd i håb om at støde på kronhjortene.
Kronhjortene ser jeg på afstand som solen står op - godt nok bag et dække af skyer. De krydser landskabet på én lang række. Flere end 1oo stk. Og så kigger jeg helt tilfældigt ud til siden. Her står en grævling 50 meter fra mig. Den er rolig og har ikke travlt. Morgenlyset rammer den gennem en sprække i skydækket og jeg når at tage to billeder. Så forsvinder den ned i sin grav.

Hele dagen tænker jeg på grævlingen. Jeg har en aften tilbage inden vi skal hjem. Min kone kan godt se det livsnødvendige i at jeg gør et forsøg om aftenen på at få billeder af dette fantastiske dyr. Dog insisterer hun på at jeg er med på resturent sammen med resten af familien og vores venner. Der er bestilt bord i Klitmøller til den store fiskebuffet. - Kan vi evt. rykke det frem så vi spiser kl. 13?, spørger jeg. Det siger hun nej til.
Da de andre bestiller sodavand, øl og vin har jeg spist mig igennem buffeen og fisker efter at forlade selskabet. Det helt tydelige budskab i min kones blik er, at det kan jeg godt glemme. Da vi endelige er færdige er to af børnene stukket af og render rundt nede på stranden. Jeg argumenterer for at de sagtens kan finde hjem selv og bare skal efterlades og budskabet i min kones blik er, at det kan jeg godt glemme.
Endelig kommer jeg afsted. En grævling kan komme frem 1 time inden solnedgang og kan være langt væk fra graven kort efter. Den kan også komme frem efter solnedgang og tage sig god tid med pelspleje ved graven inden de tager ud for at finde føde. Det er svært at forudse. Men som jeg kører afsted i bilen er solen tydeligvis på vej ned og der er mildest talt også et stykke at gå - en strækning som jeg helt klart kommer til at løbe i en eller anden olympisk verdensrekord - med fotorygsæk og tungt fotogrej. Min lave feriepuls er mildest talt gået fløjten.

Men jeg når det. Dog uden at vide det. Samme sted som tidligt samme morgen sætter jeg mig og stirre mod grævlinggraven 50 meter væk. Det er jo ikke til at sige om jeg er nået frem i tide eller er kommet for sent. Jeg tror ikke helt på projektet må jeg indrømme. Men ude i horisonten kommer kronhjortene. På rad og række. Flere end 100 stk. De krydser landskabet i modsat retning som jeg så dem komme tidligt imorges. Så var det alt sammen uanset hvad alligevel ikke forgæves. Et fantastisk syn.
Det går op for mig at vindretningen er helt forkert og jeg er nød til at flytte mig i forhold til grævlinggraven. Men så er jeg nød til at sidde lovlig tæt på. Da jeg alligevel har mistet lidt at troen på at jeg er nået frem i tide gør jeg det. Flytter mig og sidder tæt på graven - dog med vinden imod mig. Alt imens går solen ned.
Og grævlingerne kommer frem. Først 2 stk. Og ud af ingenting. De snuser omkring ikke langt fra hvor jeg sad før, kommer tæt på og er henne forbi graven foran mig. Det lokker grævlingen i graven frem og den skal lige orienterer sig og er lidt fremme og lidt gemt væk inden den endelig kommer frem for alvor, er ude i landskabet med de andre og så forsvinder de ud i landskabet, der om dagen synes at tilhører kronhjortene, men helt øjensynligt og fra en blå himmel er grævlingernes om natten.
En kort og intens oplevelse, der var al besværet værd.
Næste dag er det slut. Vi pakker sammen og vender snuden hjem. I bilen forsøger jeg at overbevise min kone om at vi på sigt nok er nød til at flytte til Thy.
244 km2
Nationalpark Thy strækker sig fra Agger Tange i syd og til Hanstholm i nord.
Natur præget af hav, klithede, søer og skov.
I 2007 bliver området valgt til at skulle være Danmarks første nationalpark.
Lukket land
Hanstholm vildtreservat som udgør nationalparkens nordlige del er i perioden 1.april - 15. juli lukket for færdsel. Dette af hensyn til især de ynglende fugle såsom tranerne. Området omkring de mange søer i samme område er tilmed lukket for offenligheden hele året. Så et lille fristed for dyrelivet.
Kronhjortenes kirkegård
På en af de mange ture på opdagelse i terrænet passere jeg igennem et mindre område hvor der ligger kranier og skelletter fra kronhjorte. Jeg finder mere end 20 kranier. Jeg er sikker på at der er en god forklaring men pt. kender jeg den ikke.
Det smukke lys
Aldrig har jeg oplevet lys så smukt og magisk som jeg har set det i Nationalpark Thy. Vindstille og diset og solen som står op og ganske kortvarigt farver alt i brændende rødt. Selv på de grå og regnvejrstunge dage er der noget specielt ved lyset.
Fantastisk morgenstund
Hver morgen kommer jeg hjem og er begejstret og glad. Mine mange beretninger om eventyr, det smukke lys og nærkontakt med dyr for endelig lokket min kone med ud på tur. Sammen med Balto som jo har prøvet turen nogle gange hidtil.