Projekt 100 x 50

Hen over vinteren går jeg tit tur med hunden i et område hvor der ligger en lille sø. Der er sangsvaner i søen og i dagens første lys letter de og flyver til de nærliggende majsmarker for at spise. Om eftermiddagen returnere de for at overnatte i søen. Senere flyver de nordpå til Sverige og Norge for at yngle. Til den tid har den gråstrubet lappedykker og blishønen slået sig ned i søen.

Da vi en kold morgen når frem til søen er svanerne allerede fløjet afsted. Jeg kan skimte dem gå på markerne i det fjerne. I år er der 8 stk. Vi går ind i skoven for at nå frem til engen hvor der nogle gange går rådyr og hvor ræven strejfer omkring.

Noget af skoven er blevet fældet og stammerne ligger stablet i to store bunker. Der er kun stubbene tilbage og stedet virker helt dødt. Det Døde Sted bliver det døbt i mit hoved. 100 x 50 meter uden liv. Hunden får lov til at føre an som vi krydser Det Døde Sted. Det er hunden der finder den gamle grav blandt alle stubbene. Et solidt hul i jorden hvor der godt kunne bo en ræv.

Snart går vinteren på hæld og Det Døde Sted viser de første spæde tegn på slet ikke at være så dødt alligevel. Ting begynder at vokse frem mellem stubbene af fældede træer. Den før så nøgne og kedelige skovbund får sporadisk farve af grønt. Jeg sætter vildkameraet op ved graven og lader det stå en uge før jeg henter det hjem.

Da jeg gennemgår de mange film på vildtkameraet bliver jeg både glad og overrasket. Det er en meget smuk og fin grævling som bor i graven. Ind imellem er den tilmed tidligt fremme og aktiv i flot aftenlys. Den virker også upåvirket af den manglende skov som er blevet fældet omkring den. Og med kun stubbene tilbage vil jeg kunne sidde på god afstand med godt udsyn og tage billeder uden at forstyrre.

Da det for alvor bliver forår - og April viser sig både varm og solrig, kan jeg ikke længere holde mig i skindet. Velviddende at det mildt sagt er lovlig tidligt på grævlingsæsonen og chancerne for succes er små vælger jeg at rykke på mit projekt grævling på Det Døde Sted.

Det Døde Sted ligger omgivet af skov og et åbent stykke med eng. Jeg har et ret godt udsyn til det meste. Afhængigt af vindretningen placerer jeg mig lidt forskelligt, men altid med en 30 - 35 meters afstand til grævlinggraven. Tit og ofte sidder jeg frit fremme blandt alle træstubbene - dog er jeg iklædt fuld camouflage og kameraet er ligeledes dækket godt til.

Den første aften ser jeg rådyr. Jeg ser fiskehejren på himlen. Der er flagspætte i træerne der afgrænser Det Døde Sted mod øst. Grævlingen dukker ikke op, men det gør ikke så meget.

Næste aften er der igen rådyr. Og ræv. Og hare. Jeg ser igen fiskehejren på himlen. Ingen grævling, men sikke et sted dette Det Døde Sted. Hvor også skovbunden for alvor er vagt til live og nyt liv spirer og gror. Faktisk ligger grævlinggraven efterhånden godt skjult og det frie udsyn er ikke længere helt så frit.

Men jeg brokker mig ikke og jeg bliver kun mere og mere begejstret for stedet. Jeg har nogle fantastiske oplevelser med rådyrene og ræven er også jævnligt forbi. Det er ikke altid jeg får billeder, men tit er det også fint bare at sidde og følge med. Jeg drømmer fortsat om grævlingen, men langsomt er det selve Det Døde Sted jeg er faldet for - disse 50 x 100 meter af fældet skov. Med grævlingen (hvis den gider dukke op) som omdrejningspunkt, beslutter jeg at følge denne lille perle af natur i et helt år. Jeg vil dokumenterer planter og blomster som de vokser frem og overtager skovbunden og jeg vil vise hvordan insekter og fugle flytter til og livet går sin gang når naturen gives plads. Jeg er meget tændt på ideen og mangler sådan set bare at opleve grævlingen for at blive skudt godt igang.

Det skal blive Maj før jeg ser grævlingen. Jeg fanger et glimt af den ved graven og så forsvinder den ned under jorden igen. Lidt efter er den dog fremme igen. Den bevæger sig ud på en veksel der går i retning af skoven og den kommer lige imod mig. Endelig. Alle disse aftentimer med venten og myg og alverdens “lidelser …” Afhængig af øjnene der ser - jeg har jo nydt det og elsket at være her, men i guder hvor er jeg klar og parat til at tage billeder af grævlingen. Det skal gøres forsigtigt og velovervejet så lyden fra kameraet ikke skræmmer den væk. Så forsigtigt retter jeg kamera og objektiv mod grævlingen. Den er kun 15 meter fra mig og holder den sig til vekslen vil den passerer mig på kun 5-6 meters afstand. Tilmed i rigtig fint aftenlys hvor solen kun lige er gået ned.

Men kameraet virker ikke. Det er simpelthen ikke sket før. Det skriver ERROR i displayet. Jeg tænder og slukker og igen står der ERROR. Batteriet er opladet og jeg fatter ikke situationen og hvorfor i helvede har jeg pludselig et kamera der nægter at tage billeder. Grævlingen passerer ude på vekslen og når kanten af Det Døde Sted hvor der står en lille lund af birketræer. Her sætter den sig kort og klør sig og er måske kun 10 meter væk uden at ane at jeg sidder der. En voksen mand der er grædefærdig og tæt på panik. Over et kamera der svigter totalt. Et eller andet længere inde i skoven får pludselig skræmt grævlingen og den suser tilbage ad vekslen og forsvinder ned i sin grav. Jeg tænder og slukker kameraet og pludselig virker det igen, kan stille skarpt og tager billeder når jeg holder udløser knappen nede. Hvor er det dog den mest frustrerende oplevelse jeg nogensinde har haft med et kamera.

Og så pludselig er grævlingen fremme igen. Jeg når at tage 3 billeder. Dem er jeg trods alt taknemmelige for. Grævlingen forsvinder ud i terrænet og det tiltagende mørke.

De følgende 2 uger ser jeg grævlingen yderligere 3 gange. Kun i glimt for den er godt skjult i bevoksningen, der vokser uafbrudt og nu skjuler stedets karakteristiske stubbe fuldstændigt. Dog har jeg fortsat nogle gode oplevelser med rådyrene - og ræven kommer også forbi, men det er ikke længere helt så let at få dem i fokus.

Jeg besøger også stedet i de tidlige morgentimer. Jeg forsøger mig med planterne og de første insekter og forsøger at være kreativ. Jeg forsøger at holde liv i mit projekt 100 x 50. Men det er svært. Der er pludselig også nogle rævehvalpe der trækker andetsteds hvor jeg har fået adgang til et område med en gamle jagthytte.

Jeg beslutter at droppe projektet. Det døde sted er vokset fuldstændigt til. Jeg vil ikke længere følge det tæt, men kun sporadisk. Til vinter vil sangsvanerne vende tilbage til den lille sø og dem er jeg nød til at se og så vil jeg også kige forbi Det Døde Sted.

Klip fra vildtkameraet

Hvis bare der er ræv…

Det Døde Sted - sådan som jeg fejlagtigt for døbt området med 100 x 50 m. fældet skov, er slet ikke dødt, men er fuld af liv. Trods den manglende succes med grævlingen er jeg meget glad for stedet - især fordi ræven ind imellem kommer forbi.

De sande stjerner

Godt nok har grævlingen grav på Det Døde Sted, men det viser sig hurtigt, at det er rådyrene, der er de mest gavmilde ud i gode naturoplevelser. Ind imellem er vi meget, meget tæt på hinanden.

Begrænset grævling succes

Ret hurtigt får jeg en fast rutine i bestræbelserne på at opleve og få billeder af grævlingen. 1 time til halvanden inden solnedgang er jeg på plads med kameraet og så bliver jeg til efter solen er gået ned og det bliver for mørkt til at fotografere. Alt i alt bruger jeg ca. 40 aftentimer hvoraf sølle 3 min. er i selskab med grævlingen.

Galleri - Projekt 100x50