Omringet af marker ligger en meget lille eng. Landevejen snor sig ned af bakken. Det er åbent land, der tillader øjet at vandre. Rørhøgen driver rundt derude i lav højde og kan ses på lang afstand. Den har unger i reden nede i mosen.

Flere gange har jeg set ræven jage på engen. En morgen sætter jeg mig i udkanten af engen med kameraet og er heldig at ræven dukker op. I disen står den smukt optegnet i silhuet som den laver flotte rævespring og er effektiv med flere fangster af både mus og mosegris. Jeg tager kun få billeder og forsøger at få det til at passe med rævens spring.

Slutteligt vælger ræven at gå i min retning. Lyden fra kameraet røber mig og jeg bliver opdaget. Snart er ræven væk. Jeg ser den igen allerede dagen efter. På et tidspunkt er der nogle jægere der ser ræven. De har ikke haft heldet med sig på harejagten og skyder ræven i mangel af bedre.

Ud af en meget lille serie på 13-14 billeder, bliver billedet af ræven som springer helt perfekt med siden til og i silhuet, min favorit. I første omgang fordi jeg bare er glad og begejstret for resultatet - og da jeg endnu ikke er klar over at ræven senere hen vil blive skudt, er min begejstring selvfølgelig også farvet af den fantastiske oplevelse det er at se en ræv jage.

Men snart vokser billedets værdi og jo mere jeg betragter det jo mere glad, stolt og begejstret bliver jeg over at det er lykkedes mig med et sådan billede. Billedet står ikke længere kun som favoritten blandt billeder taget den tidlige morgen på engen, men slår stødt og roligt alle andre favoritbilleder af pinden som mit bedste nogensinde. Og jeg har tænkt en del over hvorfor det er gået hen og blevet sådan.

Min kone kan godt lide billedet, men hun synes ikke at det er mit bedste - hun kan bedst lide billedet af 2 køer på en eng med birketræer. Venner og andre fotografer kan også godt lide billedet, men de har ligeledes andre favoritter som de synes er bedre. Men for mig er billedet noget helt særligt og vil nok altid være det - og jeg har fundet ud af hvorfor.

Billedet af den springende ræv står stærkere hos mig end hos den almindelige beskuer, for hos mig blander billedet sig med mange andre - og ikke kun billeder taget på andre tidspunkter af ræven, men også bare møder med ræven, oplevelser af dens spor sat i et snedækket landskab eller et glimt som den krydser vejen og forsvinder ind på marken. Jeg har også set den lave grav og jeg har set tydelig tegn på, at der har været hvalpe og beboelse i graven. Og endelig har jeg stået over ræven som den lå død og skudt af jægere. Alle disse oplevelser er kogt ind i dette billede når jeg betragter det, ikke at jeg systematisk gennemgår dem alle, men de optræder alle som en i en fælles følelse der forstærker min oplevelse af mit eget favoritbillede over dem alle.