Huset Patagonien - den første tid / 2021

2021: Der sidder 3 musvåger i træerne og skutter sig i den kolde vind. Bladløse træer. Regnen er kold og hvisker løfter om sne. Som aldrig kommer. Træerne udgør skellet ind til nabogrunden. Her står flere træer. Et bælte af birketræer langs en smal eng og i det fjerne en horisont af grantræer. Min kone betragter musvågerne. Ser på mig. Hun lytter til ejendomsmægleren. Som foreslår at vi går indenfor så vi kan se huset. Jeg bliver udenfor og er nød til at se nærmere på haven. Hist og pist har muldvarpen pyntet op hen over en lineær græsplæne med sine skud af stablet jord fra undergrunden. Den ene af musvågerne flyver væk og ud over nogle nærliggende folde. Den flyver lavt henover et bjerg af fældede, store træer efterladt og glemt. Endnu længere væk står kirken. Man skal vide at den er der for at kunne se den. Husene i landsbyen kan ikke ses. Men de er der. Også vores. Et lille sted. Have som et frimærke. Med 2 duer der altid parre sig på gyngestativet. Jeg følger det smalle bælte af træer som omkranser næsten hele grunden. Mellem stammerne står stubbe dækket af mos. Jeg holder øje med musvågerne og de holder øje med mig. Det bliver for meget for den ene og den letter og sætter sig i nogle store træer i havens fjerneste ende. Hegn og stolper omgiver træerne hvor musvågen nu sidder. Det er en mindre fold og jeg tæller tre grise, der er kommet ud af deres hus, fordi de har opdaget at jeg går omkring. Hængebuesvin. Små, sorte og rigtig fine. Min kone kalder fra en åben terrassedør og vil have mig indenfor så jeg kan se huset. Men jeg bliver i haven. Og alt føles rigtigt. Den sidste musvåge krydser haven og flyver henover mig og jeg følger den med blikket. Jeg er slet ikke i tvivl. Her vil jeg virkelig gerne bo.

Vi har fundet vores drømmehus. Hverken min kone eller jeg er i tvivl. Dette er stedet hvor vi skal bo og hvor vi skal blive gamle. Med naturen tæt ind omkring os. På en kold og våd vinterdag, kan vi begge mærke alt det gode ved dette sted - og det er helt ind i knoglerne. Jeg får tilmed set huset og bliver begejstret for brændeovnen og stuens store vinduer vendt mod haven. Dog skal det blive en lang vinter og et ligeledes forår. Først skal vores eget hus sælges før vi kan købe nyt, og en ung kvinde har budt en fin pris, dog skal hun først sælge sin lejlighed. Så vi afventer underskrifter og imens byder andre på drømmehuset. Sælger af huset er flyttet til nyt. De tilbyder at få grisene aflivet. Jeg tilbyder at passe grisene og komme forbi hver dag og fodre dem. Så kan hvem end der nu køber huset til den tid beslutte grisenes fremtid. Jeg kan godt lide grisene og nu har jeg en undskyldning til at komme forbi og lære området lidt at kende. Så efter arbejde og i weekenderne fodre jeg grisene og giver dem vand. Jeg går omkring i haven. Går tur i området og jeg ser rådyr og harer. Der er mange fugle. Der kommer flere fugle som det begynder at lugte af forår. Og endelig i maj falder alting på plads og huset og den store have bliver vores. Vi vælger at beholde grisene.

Nu bor vi endelig omgivet af skov, enge, folde og græsmarker. Fra køkkenvinduet er der udsigt til det meste - med mosen i det fjerne. 3 dådyr går forbi lige udenfor som jeg står og laver lasagne og jeg får min vin galt i halsen. Jeg er hele tiden på opdagelse. Både i haven og på ture med hunden. Der sker hele tiden en masse. Der er en lille sø ikke langt fra huset. I søen er der haletudser. Vi kan høre frøerne kvække højt og intenst helt oppe ved huset. Som aftendisen lægger sig skruer de op for lyden, og det er svært at forstå, at det er virkeligt. En formiddag ser jeg rørhøgen jage ude over græsmarken. Min datter peger og har spottet en havørn højt, højt oppe på himlen. Jeg bliver vækket fra en lur på havesofaen fordi der sidder en ravn i træerne inde på grisefolden. Der er rød glente over hovedet når jeg slår græs. Og når jeg slår græs skal jeg være obs på frøerne. Og snogene. Ikke at vi ser snoge konstant og hele tiden. Men hist og pist - og bedst af alt har vi en snoge unge i bryggerset, og tilmed endnu en på dørtrinnet som jeg åbner døren, efter at være kommet hjem fra arbejde. Der ligger også en stor damesnog og soler sig på grusvejen ned til huset. Hele tiden er der natur tæt ind på livet.

Og jeg kan simpelthen ikke følge med. Tage indtryk og oplevelser til mig og samtidig forevige i billeder. Jeg tildeler mig selv diagnosen Naturstress og beslutter at skrue ambitions niveauet helt ned. Og ikke hele tiden forsøge at tage billeder. Men bare nyde vores nye sted. Og nærmiljøet. Lære det hele at kende. Årets gang. Her skal jeg bo til den dag jeg dør. Så ingen hastværk. Bare være i nuet og nyde mælkebøtterne som står i fuldt flor, sommerfuglene, vipstjærten som vist nok ligger på rede under værkstedets tagryg. Naturstress - som sendt fra himlen til den der må lære at nyde og bare lære at kende. Jeg sender tanker til en naturfotograf jeg kender. Som følger sine lokale grævlinger. Han har mange flotte billeder. Men ind imellem har han ikke sit kamera med. Men tager i skoven for bare at nyde, observerer og være til. Sammen med grævlingerne. Jeg har altid ment at det var vanvittigt. Men nu står det klart at det er den vej jeg skal ned ad. Jeg skal lære at lade kameraet ligge. Engang imellem. Bare nyde og observerer. At være et med naturen som omgiver mig. Være et med min naturstress. Og med den indstilling bliver det pludselig til flere billeder end forventet fordi jeg ikke føler nogen tvang.

Tingene begynder at flaske sig. Jeg opsøger naboerne. Der er et stykke vej til nogle af dem. Men de ejer det meste af al den natur der omkranser og støder op til vores egen ene hektar have. Jakob ejer autoværkstedet og et godt stykke land og han har for mange år siden plantet skov, som i dag står som et massivt bælte, der skal tage lyden fra den motorvej der måske en dag vil skærer sig gennem landskabet. Han ejer også motorcross banen og et tilstødende stykke af mosen. Jakob er klar i spyttet. Alt hvad der er hans skal jeg bruge som var det mit eget. Hvis bare jeg opfører mig ordentligt og rydder op efter mig bruger jeg shelteret eller bålpladsen. Leif er også en nabo. Han ejer engen og folden og græsmarken. Vi laver en aftale. Jeg slår stien ned til søen, holder bjørnekloen i hanke og til gengæld må jeg gøre brug af folden. Så pludselig har vi også får. Jeg køber de 10 flaskelam vi har gående ude på gården. Dan er nærmeste nabo. Han går tur på engen med sine jagthunde og vi taler ind over “hækken” som dog er vores fælles skel af træer. Dan er vidende og meget naturinteresseret og vi taler altid længe. Jeg spøger ind til grantræerne i horisonten. Skoven er ejet af en ældre herre nede i byen. Det er bedst at holde sig fra ham, kan jeg forstå.

Jeg er en glad mand. Sammen med min kone er jeg lykkelig for stedet. Vi går aftenture i haven, og gang på gang tager vi os selv i at gnække i fryd, over det der blev vores. Vi har mange planer og så alligevel ingen. Først vil vi se hvad året bringer og hvad der vokser og lever i haven. Finn og Mikkel kommer og sørger for at 2/3 af haven bliver hegnet ind. Så kan Balto rende frit omkring som han lyster det. Den ene musvåge er hurtig til at finde sig til rette på stolperne når der skal hviles eller spejdes efter bytte. Jeg rydder krat og småtræer så hegnsmændene kan komme til og Finn fælder også 2-3 større modeller med motorsaven. De samler den største kvasbunke jeg nogensinde har set i en have og placerer den i fjerneste hjørne. Med den nye bunke træ, grene og kviste opstår der en forunderlig energi i dette havens fjerneste hjørne vendt mod øst. Jeg kredser om stedet og det er hver gang her jeg havner på en tur rundt i haven. Min kone slår græsset og jeg river det sammen. Det er god motion. I trillebør efter trillebør køre jeg læs af græs til kvasbunken og samler til et hele tiden voksende bjerg.

For engang læste jeg at snogen holder af at lægge sine æg i kompostbunker, gammel halm, møddinger. Eller græs der ligger stablet og langsomt forgår. Fordi her er temperaturen stabil og lun. Samtidig bliver al græsset som et tag der dækker kvasbunken. Fuglene er allerede blevet glade for stedet. Også guldsmedene som sidder på kviste og grene og soler sig. Snogeungen som min kone finder i bryggerset bliver udsat i det fri ved kvasbunken og mit indsamlede græs. Her skal du lægge dine æg når du bliver stor, lyder beskeden. Og her skal du overvintre og sole dig som foråret kommer. Jeg vil bygge dig et stengærde med huller, huler og grotter og haller hvor du kan klare dig igennem vinteren trygt og godt. Sådan. Med et er jeg besat af tanken om at bygge et stengærde. Det skal omslutte kvasbunken og rumme plads til snogene, men også alt muligt andet. Insekterne, tudserne og frøene. Det kunne være hyggeligt med mus. På sigt ville en tilflyttet lækat være det ultimative tegn på succes. Men først skal jeg til at kigge mig omkring efter nogle sten.

Jeg er igen på opdagelse. Ved motorcross banen ser jeg ræven liste ind i granskoven. Udefra kan jeg også se en veksel ind i skoven og vekslen virker stærkt trafikeret som en trampesti ville gøre det. Jeg lader mig friste og følger vekslen ind i skoven. Bare få meter inde ender den ved en massiv grævlinggrav. Og der er flere huller med dybe karakteriske furer i jorden. Begejstret fortæller jeg min kone om fundet. At jeg er nød til at sætte vildtkameraet op for at kunne slå fast hvorvidt gravene er beboet. Det synes hun er verdens dårligste ide med tanke på at stedet er privat ejet og jeg endnu ikke har turde opsøge den ældre herre som ejer skoven. Det er jeg godt klar over. Men jeg er nød til at få vished. Samme aften sætter jeg vildtkameraet op. Og næste morgen henter jeg det hjem igen.

Vildtkameraet slår endegyldigt fast at der er grævlinger i granskoven. Med sikkerhed 2 stk. Der er nogle rigtige fine film af grævlingerne, der bevæger sig gennem skoven. Så det kan ikke blive anderledes - jeg må opsøge den ældre mand som ejer skoven og på bedste vis overbevise ham om, at det er en god ide, at give mig lov til at færdes der. Jeg forbereder et pitch - 30 sekunders klar og indøvet tale med afsæt i bæltet af bjørneklo jeg har set snog sig gennem bunden af granskoven.

Den ældre herre indvilliger i at lytte, da jeg nogle dage senere opsøger ham. Jeg levere mit pitch: Jeg og familien er tilflyttere, jeg har en stor interesse i naturen og på gåture i området har jeg bemærket hvad der kunne være tegn på grævlinger. Jeg har også bemærket de mange bjørneklo, der skæmmer granskoven. Kunne vi indgå en aftale, der giver mig lov til at færdes i skoven, mod at jeg lægger alle de timer det måtte kræves for at bekæmpe bjørnekloen. Den ældre herre takker ja til tilbuddet og vi trykker hånd.

Jeg undersøger granskoven nærmere. Finder flere grævlinggrave. De ligger spredt, men er forbundet af tydelige veksler. Jeg vælger at tilbringe en aften med udsigt til graven hvor vildtkameraet også stod placeret. Grævlingerne kommer tidligt frem. 2 stk. De går til og fra forskellige grave og jeg ser dem kun i glimt. Men det gør ikke noget. Der er ikke noget der haster. Der er også ræve i skoven. Med hvalpe. Og der sker alle mulige andre ting i mit nye lokalområde. Ikke langt væk er en skov allé med mange gamle træer. Stæren yngler i de gamle spættereder og spætten laver nye huller i træerne og har rede her. Rødrygget tornskade har udfløjne unger og jager insekter omkring folden hvor lammene går. Der er sommerfugle og flagermus. Tårnfalken jæger ude på græsmarken. Jeg køber en tårnfalkekasse og en uglekasse og finder ud af, at jeg ikke længere er helt vild med at kravle i træer. Min kone kontakter Pindsvinenes Venner og de kommer på besøg for at vurderer haven. Vi har mange snegle og kvasbunken og stengærdet i det, der nu hedder Snogehjørnet, gør sig godt. Pindsvinenes Venner er begejstret og kommer af to omgange med i alt 5 pindsvin som har været i pleje og som nu er klar til igen at blive sat ud i naturen.

Sommeren slutter og det bliver efterår. Lyset ændre sig. Der er smukke og diset morgener. På himlen trækker gæs i store flokke sydpå. Ind imellem møder vi et pindsvin i haven. Oftest er det Balto som finder dem. Så ligger han sig på en meters afstand og følger deres færden. Både min kone og jeg synes at huset skal have et navn. Jeg foreslår Patagonien fordi naturen og dyrelivet omkring os snildt kan måle sig med puma, alpaka, spækhuggere, og hvad syd Amerika ellers måtte byde på. Og det er oprigtigt sådan jeg føler det. Alt hvad jeg har behov for at omgive mig med findes her. På dette sted - i haven, i nærmiljøet. Vi har naturen helt tæt på og det hele er fortsat nyt. Der venter os mange gode oplevelser i årene der kommer. Jeg er slet ikke i tvivl.

Huset Patagonien

10.000 m2 grund formet som en firkant. Med hus, værksted og en åben lade. Masser af have hvor det meste er omkranset af træer. Der er rig natur i haven og mange muligheder for at gøre den endnu vildere, men også omkring grunden er der meget liv og store muligheder for gode naturoplevelser.

Snogene

Det første tegn på snoge som jeg finder i mit nye lokalområde er resterne af et godt måltid som myrene har haft. Senere ser jeg snog i haven, ved søen, på grusvejen og andre steder. Og snogen bliver en form for symbol og motivation på alle de ting og tiltag jeg vil gøre for at gøre haven endnu mere naturrig.

Grævlingskoven

300 meter fra huset ligger granskoven. Her bor grævlingerne. Det er intet mindre end fantastisk. Jeg besøger dem nogle gange, men vælger i første omgang ikke at lade grævlingerne løbe med al opmærksomheden. For der er så meget andet natur der også fylder. Lige nu er det bare fedt at vide at de er der.

Rævene

Ret hurtigt er jeg klar over at der er ræve i vores nye lokalområde. Jeg ser dem ikke så tit, men jeg ser masser af spor og tegn. En tidlig morgen ser jeg ræven liste ind i grævlingskoven. Med en hel gås i kæften. At slæbe afsted med sådan et stort måltid, og ikke bare spise løs hvor det er nedlagt, kan godt tyde på hvalpe der skal fodres.

Hvalpe

Jeg finder rævehvalpene inde i grævlingskoven. Det er ved lidt af et tilfælde på vej til en af grævlinggravene. Ud af øjenkrogen fanger jeg en bevægelse og 20 meter ud til siden opdager jeg 4 rævehvalpe der leger og slås. Jeg kan ikke blive mere glad og lykkelig. Rævehvalpe og grævling så tæt på vores nye hus.

Hemmelige stier

Vejen til Grævlingskoven går af en fin sti, der løber med vores have på den ene side og fårefolden på den anden. Stien fortsætter langs engen og ned forbi motorcrossbanen og Grævlingskoven og går videre ud i mosen. Jeg får altid en fornemmelse af at stien leder mig ud på et mindre eventyr.

Ynglende Rødstjært

Og Vipstjært. Begge ved værkstedet. Vipstjærten under tagryggen og Rødstjærten med rede i et hulrum ovenover brændestablen. Fra køkkenvinduet følger jeg deres gøren og laden og en hektisk hverdag hvor der skal skaffes mad til ungerne. Og som dagen gryr og jeg drikker min kaffe er jeg ind imellem heldig med morgensang lige uden for vinduet.

Insekterne

Sommerdage og der er en del insekter. Men om der er mange og hvorvidt biodiversiteten er høj er svært at sige. Min umiddelbare fornemmelse er god, men også at der kan gøres meget for at det alt sammen bliver endnu bedre. Et af fremtidens projekter bliver at dokumentere og følge insektlivet tæt og forhåbentligt opleve flere og flere forskellige arter.

Flagspætterne

Der er fast 2 flagspætter i haven og jeg ser dem næsten hver dag. De yngler ikke i haven hvilket kunne være helt fantastisk. Men ikke langt væk og et sted jeg ofte er forbi på tur med hunden, står en smal skov fyld af gamle træer. Her yngler mange par af stor flagspætte. Ofte tæt ved stien hvilket gør dem nemme at fotograferer. Jeg har kendt til stedet i en del år, men nu ligger det inden for gå afstand.

De mange frøer

Der er mange frøer i vores nye lokalområde. De er i haven hvor de krydser græsplænen, men især er de nede ved den lille sø der ligger bag fårefolden. Der kvækkes i kor så højt at vi kan høre dem oppe fra huset. På vindstille sommeraftener, hvor disen har lagt sig over landskabet, findes der ikke bedre koncerter at gå til.

Bellis og blomsterne

Vi beslutter ikke at gøre for meget ved haven denne vores første sommer. Allerhelst vil vi bare gerne se og følge hvad end der nu måtte gro og vokse. Dog slår vi græsset, men kun den ene halvdel og de fine oaser af Bellis for lov at stå. Havens anden halvdel er meget mosset og vi giver tingene lov til at gro. Brunella er fantastisk fin og bliver min yndling.

Himmelflugt

Der er højt til himlen og altid noget at kigge på. Forår og efterår byder på masser af trækfugle - mest gæs, men også traner og sangsvaner. Der er en enorm flok af alliker og krager der fremviser deres egen udgave af en kaotisk sort sol. Men bedst af alt er rovfuglene. Musvågerne, glenten, og en håndfuld gange den enorme havørn.

Havens musvåger

Der er 3 musvåger i området og 2 af dem overnatter ofte i træerne inde hos grisene. Den ene musvåge er meget mørk, næsten sort og den anden er som nutella. Nutella er den jeg oftest ser. Da vi laver hegn er den hurtig til at finde sig til rette på de nye pæle. Musvågerne bliver lokale nationalfugle og meget værdsatte.

Snogehjørnet

Det starter med en kæmpe kvasbunke. Grene, kviste og mindre træer ryddet under vores hegnsprojekt samles i fjerneste hjørne af haven. Og når der er slået græs samler og river jeg sammen i bunker der smides oven på kvasbunken. I håb om at snogen på sigt vil lægge æg, at alskens dyr vil søge ly og skjul. Jeg begynder også at samle sten til et stengærde, der skal omkranse det altsammen.

Snogeunger

Da jeg kommer hjem fra arbejde og låser mig ind i huset ligger der en 10-15 cm. lang snogeunge på dørtrinnet. Bedre modtagelse kan jeg ikke forestille mig. Nogle dage efter finder min kone en tilsvarende unge i bryggerset. Begge to bliver sat ud nede i snogehjørnet i min hele tiden voksende bunke af sammenrevet græs.

Vandnymfer og guldsmede

Der er guldsmede i haven. Og der er rigtig mange ved den lille sø. Samt vandnymfer. De flyver lavt hen over vandoverfladen, slår sving og saltoer i ren akrobatik. Ideen til en lille sø i haven bliver sået og vokser sig større hver gang jeg ser dem.

Rød glente

Jeg river græsset sammen i bunker med en rive. Og bagefter transporterer jeg græsset til snogehjørnet i min blå trækvogn. Det er lidt et slid, men jeg må indrømme at jeg nyder at gøre det. Især med en rød glente hængende over hovedet.

Tårnfalken

I perioder er der 2 tårnfalke i området. Især ser jeg dem jage ude over græsmarken. Jeg køber en tårnfalkekasse og får den sat op i et af havens fjerneste hjørner. Med udsigt til græsmarken. Dog er jeg lidt sent ude og det bliver ikke i år at tårnfalken bosætter sig. Men måske til næste år.

Døden på landevejen

Det føles som om vi bor langt fra alfavej og civilisation med huset placeret nede i et hul i terrænet omgivet af skov, enge, fold, mark og mose. Men for enden af grusvejen nogle hundrede meter væk skærer landevejen sig gennem landskabet. Og her ryger altså nogle dyr i svinget. Jeg finder grævling, dådyr og pindsvin.

Den gamle tudse

På grisefolden er efterladt stabler af gamle brændeknuder. Jeg ryder op i det grisene har væltet og spredt. Det er gamle og ældede sager og skjul for virkelig mange insekter. Der bor også en tudse. Det lykkedes at overtale min kone til at frede de gamle brændestabler og ikke bruge dem som brænde.

Den ultimative kvasbunke

Fra køkkenvinduet er der udsigt til fårefolden og bagved den engen og den lille sø. På engen ligger stablet en bunke af store træstammer, der må gøre selv den vådeste drøm om et sankt hans bål til skamme. Jeg forelsker mig i denne naturperle med det samme. Hvad der ikke måtte leve på dette sted af alle mulige forskellige dyr … Det er et af fremtidens projekter af finde ud af det.

Rødrygget Tornskade

I den tidlige sommer ser jeg rødrygget tornskade. 2 hanner og jeg tænker de er på forbifart. Men jeg ser dem igen og igen men ser ingen hunner. Alligevel er der pludselig udfløjne tornskade unger på den lille eng bagved fårefolden. I små 14 dage er de i området og så er de draget videre.

Grum opbevaring

Et godt tegn på, at der er tornskader i området, er hvis der pludselig hænger døde dyr spiddet til torne eller andet tilsvarende. For både rødrygget og stor tornskade tænker fremad og gemmer til senere. Faktisk kan det godt være et lidt skræmmende skue, er det en af tornskadens gode dage, og der hænger lig allevegne.

Ikke kun idyl

Der er en del jagt i området. Jagttårne står hist og pist og skæmmer landskabet. Det er meget fugle der bliver skudt på. Duer og ænder og fasaner. Der er en stor sø som er privatejet og lukket land. Her fodre de fuglene og hen på efteråret er der mange, mange ænder samlet. Jeg ser det helt tilfældigt på en fridag da alle ænderne bliver skudt. Jægere har omringet søen og det regner fra himlen med anskudte dyr som har forsøgt at flygte.

Udsigt fra haven

Havens bedste udsigt er nede fra Snogehjørnet. Kvasbunken giver læ for langt det meste vind og skærmer dig fra resten af verden. Kaffe i hånden og en sovende hund ved fødderne så ryger pulsen helt i bund. Foran dig ligger engen hvor rådyr og dådyr krydser eller græsser. Ræven er også et sted derude og der er altid en fugl at følge.

Pindsvin i haven

Pindsvinenes venner kommer og inspicerer haven og vurderer den egnet til pindsvin. De genudsætter 5 pindsvin som har været i pleje og herefter er det ekstra spændende med en aftentur i haven. Især Balto er meget glad for pindsvinene, men også påpasselig med at holde afstand.

Vinterfodring af rovfugle

Det er ikke noget jeg nogensinde havde forestillet mig skulle blive muligt. Og så er det det pludselig alligevel. Vinterfodring af rovfugle i haven. Min nabo Dan viser sig som alletiders kødpusher og leverer rester af fasan hvor han selv har taget brystet. Og så finder jeg et trafikdræbt dådyr der sikrer mig kød til fuglene hele vinteren.

Klip fra vildtkameraet

Dette er en af de første film på vildtkameraet som jeg henter hjem efter en enkelt nat i skoven. 2 grævlinger bevæger sig trygge og rolige gennem deres skov. Alt dette bare 300 meter fra vores nye hus og jeg er fantastisk glad. Nu skal jeg stille og roligt lærer adfærd og vaner at kende, og på sigt lykkedes det forhåbentligt med nogle gode billeder. Til orientering er datoen på filmen forkert - jeg bliver aldrig god til at stille tid og dato inden brug.

Sådan gik den første tid …

7-8 måneder som tilflyttere i et dejligt hus med en fantastik have og omkringliggende natur. Der er sket meget og der kommer forhåbentlig til at ske endnu mere. For planerne og ambitionerne - ikke mindst på naturen og den vilde haves vegne er store. Jeg drømmer om snoge der lægger æg i min bunke af sammenrevet græs nede i Snogehjørnet, om overvintrende pindsvin og tudser i stengærdets mange hulrum. Og jeg skal have gravet mig en sø, sat uglekasse op i et af træerne, og så skal jeg følge årets gang uden forvirring og naturstress, fordi det hele og det altsammen blev for overvældende. Jeg vil gerne dokumenterer og forstå, og ikke mindst formidle hvad der kan ske i lokal og nærmeste natur, hvis vi giver plads og samarbejder. Jeg ved ikke helt hvad der er i vente - men jeg er motiveret og klar og parat. Men vi skal også forsøge os - jeg og min familie, med køkkenhave og tulipaner, bær-bede og blomsterblandinger samt alt mulig andet som ikke nødvendigvis er vild natur - dog må det rigtig gerne være i pagt med naturen omkring os. Blandt andet er bålstedet kommet på plads og der er indkøbt 3 kogebøger om bålmad. Indtil de er læst og lært, står den på pølser på grillresten og hygge. Hvad der så måtte være af rester fra bålmåltidet, bliver efterladt på risten når alle mand går i seng, og er pudsigt nok væk næste morgen. På billedet er det min gode ven Carl der spiser med.

Galleri - Huset Patagonien