Verdens største løgnehistorie
Det hænder at jeg vågner om natten. Selv nu hvor det alligevel er nogle år siden. Jeg vågner med et spjæt og jeg er i tvivl om hvorvidt jeg har skreget. Engang vågnede jeg altid med et skrig. Og jeg var badet i sved. Midt på dagen og i vågen tilstand kunne jeg tage mig selv i at stå og skrige. Badet i sved. Jeg ville forsøge at glemme og det var forgæves. En morgen tog jeg igen ud i skoven og satte mig det samme sted og jeg håbede på, at kronhjorten ville være der - at det altsammen ville gentage sig. Så billedet ville blive mit. I stedet skriger jeg og jeg er badet i sved. Situationen vil aldrig gentage sig og jeg vil aldrig nogensinde få det billede jeg missede og jeg vil aldrig nogensinde kunne vise det frem. Kun kan jeg fortælle historien, men ingen tror mig. De kalder mig løgner og sparker ud efter mig. Så jeg er alene med erindringen om noget fantastisk, der varede kort, men som altid vil jage mig som et mareridt, der vækker mig om natten. Med et spjæt. Med et skrig. Badet i sved. Først nu, så længe efter, kan jeg sætte ord på det skete og fortælle historien. Som helt sikkert vil blive kaldt verdens største løgnehistorie som ingen vil tro på. Men den er sand. Historien passer og jeg fortæller den nu:
Om efteråret går kronhjorten i brunst og det er en af naturens helt store teatralske opsætninger med masser af dramatik og en lydkulisse, der slår selv de største musikalske værker af pinden. For i dagens første spæde lys begynder hannerne hos kronhjorten at brøle og de kalder ud til nær og fjern - som en advarsel til andre hanner om egen styrke og frygtløshed - og til hunnerne, som en hed hvisken i øret, der lokker dem til.
Jeg tager i Jægersborg Dyrehave som er berømt for sine kronhjorte. Jeg er der tidligt om morgenen. Inden solen står op og jeg sidder på en bænk og venter på det første lys. Og på den første brølen. Snart går kronhjortene igang. Jeg går i retning af lyden og i morgentågen ser jeg silhuetten af en stor han. Han er omgivet af hunner, et helt harem han vogter over. De forsvinder længere ind i skoven og jeg taber dem af syne.
Solen står op. Inde i skoven løfter den sig op imellem stammerne og igennem tågen, slår den stråler af gyldent lys, ned igennem trækronernes blade. I skovbunden står der dådyr. Hanner der venter på, at det snart er deres tur, til at komme i brunst. Men lige nu er de blot statister i kronhjortenes spil om hunnerne.
En ung kronhjorte-han krydser min vej. Han er tydeligt udmattet og kæmper med kræfterne i forsøget på at holde to hunner inden for rækkevidde. En brølen af en anden verden lyder fra et sted inde i skoven og jeg ved, at det er den store han med hans harem af hunner. Og hans brølen er nok. De to hunner forlader den unge han og jeg står tilbage som hans eneste selskab.
Den unge han lægger sig udmattet i vegetationens høje græs. Udmattet og alligevel brøler han med hele tiden længere pauser i mellem. Jeg tager billeder indtil jeg ikke gør det mere og i stedet nyder jeg bare det fine selskab af en kronhjort 25 meter væk. Så jeg finder kaffen frem og skænker i min kop. I det samme dukker en smuk ræv op ud af igenting og den standser på sin vej lige foran kronhjorten. De to stikker snuderne sammen inden kronhjorten med et mildt puf sender ræven videre på sin vej.
Og det blev billedet jeg aldrig fik. Fordi jeg skænkede kaffe. Kun et billede brændt ind på nethinden som et minde, et mareridt, der fremover skal vække mig om natten. Med et spjæt. Med et skrig og badet i sved. Billedet af ræven og kronhjorten, der hilser på hinanden ved at lade snuder mødes i en venlig morgenhilsen. Sådan er naturfotografiet. Fuld af oplevelser og enkelte af dem fanget af kameraet. Andre ikke, og dem kan man så fortælle som var det en god lystfiskerhistorie. Eller som verdens største løgnehistorie.
Historier om ræve - 2023
3 uger i Nationalpark Thy - 2023
På tur til Moskusoksens land