Snogehjørnet

- Det er ikke noget jeg ser komme , det er meget umiddelbart og et pludselig akut - ud af det blå, behov for at indsamle og stable en masse sten …

Kæmpe kvasbunken

Lidt tilfældigt starter det altsammen med en kolo-enorm kvasbunke lavet af Finn og Mikkel. De er i haven for at lave hegn så Balto kan rende frit omkring som han lyster det. Forinden har jeg efter bedste evne ryddet og fjernet en masse krat, samt enkelte småtræer i skellet, hvor hegnet skal løbe. Det roder med kviste og grene . Finn rydder yderligere med motorsaven, i et levende hegn, der står som en massiv mur. Herefter bliver der slået stolper i jorden og trukket hegn.

Men de rydder også op - Finn og Mikkel. Da jeg kommer hjem fra arbejde, har de samlet alt rodet, i en imponerende bunke i havens fjerneste hjørne. En kæmpe kvasbunke som jeg forelsker mig i med det samme. Guldsmeden er allerede på plads og synes glad for at sidde og sole sig på de mange kviste og grene. Og gærdesmutten bevæger sig også omkring derinde. Her fra kvasbunken er der udsigt over engen hvor rådyrene går. Granskoven hvor grævlingerne bor. Alt føles rigtig og godt lige her.

Det bliver her, at jeg vil forsøge at udleve en gammel drøm, som jeg faktisk ikke troede nogensinde skulle blive mulig. Snogereder. Så kvasbunken skal suppleres af mængder af græs. Seriøse mængder af rigtig, rigtig meget græs. For jeg læst og hørt om både møddinger, græsbunker o.lign. som får lov til at ligge og med tiden bliver til reder for snoge, stålorme o.lign., fordi deres æg her kan ligge lunt og godt i stabil temperatur dannet af forrådnelsesprocessen.

Jeg ved at de er der …

Vi er flyttet til et område med snoge. Jeg er ikke ekspert, men er dog i stand til at se, at med nærliggende mose, søer og eng og umiddelbart masser af insekter og frøer og alt muligt andet godt, samt ikke mindst masser af skjul og solbadnings muligheder i form af sten, væltede træstammer efterladt til forrådnelse, ja så burde det være muligt. Og så ser vi dem. En stor dame i haven, der flygter ind i skellets tætte beplantning. En tilsvarende og solbadende på grusvejen samt unger ved huset. Ved den lille sø ser jeg en snog krydse elegant og let til modsatte bred. Og så er jeg oppe og indfange yderligere et flot eksemplar i køkkenet hos min nabo Leif - som også har taget trofæbilledet.

Den lille blå …

Der er uden tvivl snoge i vores nye lokal område. Om der er mange eller få er ikke til at vide. Men jeg drømmer om mange og de må hjertens gerne allesammen bo i vores have. Med kvasbunke til insekter og fugle, skal der nu suppleres med græs, så også snogen flytter ind. Eller i hvertfald kommer og lægger sine æg. Det ville være en god begyndelse. Så hvor nogle samler på frimærker og te-stel - så begynder jeg at samle på græs. Når græsset i haven er slået, står jeg der fluks med en rive og bruger halve dage på at samle til bunke. Og det bliver til mange ture frem og tilbage med trillebør med små læs. Så pludselig drømmer jeg om noget større - og vildere. En trækvogn. I en alder af 47 år er det mit hedeste ønske. En blå trækvogn som jeg kan bruge til at transporterer bunker af græs til mit hjørne hvor kvasbunken ligger.

Rodebutikken …

Havens fjerneste hjørne omtales ikke længere som … havens fjerneste hjørne, eller stedet med kvasbunken eller kvasbunken, for nu handler det om snoge og i daglig tale bliver det til snogehjørnet. Ikke helt så meget for min kone, men for mig derimod bliver snogen et symbol på al den biodiversitet jeg drømmer om skal boltre sig i vores have. Hvis det kan blive godt nok til at snogen kan trives, er det helt sikkert også godt nok til, at alt muligt andet spændende vil finde haven egnet. Dog står det snart klart for mig, at det jeg skaber med min kvasbunke og al min indsamlede græs, er lidt af en rodebutik. Det gør ikke så meget her i havens fjerneste hjørne, men det er samtidig blevet mit yndlingsted til en kop kaffe og et blik uden tanker, der spejder ud over engen. Men jeg tænker dog alligevel lidt som jeg sidder der med kaffen og følger rådyrene. For jeg har et pludselig behov for struktur og jeg har også ambitioner om at gøre mere for havens dyreliv. Og de to ting kan sagtens forenes. Hvis man bygger sig et stengærde. Som omkranser kvasbunken og rammer det hele ind. Som har det hele. Huler og revner, haller og sale lavet af stablet sten hvor snoge kan bunke sig sammen i massevis og overvintre, hvor tudsen kan søge ly og musen og alskens insekter ligeså - og samtidig skal stengærdet stå massivt og tildækket med jord så også planter, blomster og et væld af alt muligt andet kan trives. Med tiden skal stengærdet stå som et monument af liv … Sådan. Bevares, sådan bliver tankegangen hen af vejen. I første omgang rammes jeg bare af et akut og vanvittigt behov for at samle en masse sten.

Pludselig er jeg besat af sten - dog uden helt at være klar over hvad det er jeg søger. Uden helt at have en ide om hvad et stengærde er - og kan. Jeg vil bare stable sten og skabe rum hvor liv kan søge skjul.
Jakob - fra nabolaget, har nogle flotte brosten, sjældenheder fra Italien som ligger i en bunke. Dem sælger han ikke ud af, men jeg kan få en palle almindelige brosten han har stående. Kvit og frit - så flink er han. En palle med brosten vejer ca. 1000 kg. Jeg låner Jakobs anhænger og stabler sten og kører frem og tilbage og læsser af ved lågen ind til haven. Herfra læsser jeg på den lille blå og slæber og trækker sten gennem haven til snogehjørnet i fjerneste ende. Sådan kommer jeg igang. Først med brosten som stables efter bedste evne. Herefter fylder jeg en trillebør med jord doneret af jordpusheren (havens muldvarp) og jeg blander blomsterfrø i jorden inden jeg spreder det alt sammen over mine første få meter stengærde. Jeg køber og får leveret et læs granit - og igen donerer Jakob 1000 kg. brosten. Faktisk kommer jeg ret godt fra start og skal som sådan bare undgå min kones blik af undren og bekymring. Hun vil gerne vide hvor mange sten jeg har tænkt mig at slæbe ned i havens fjerneste hjørne og det kan jeg ikke rigtig svare på. Men mange, tænker jeg. Helt absurd og afskyligt mange. Det siger jeg ikke højt, så min kone kan høre det. Og der er ikke noget der haster. Jeg skal forhåbentlig bo her i mange, mange år og hist og pist, når tiden er til det, vil jeg bygge videre på min bunke af sten.

Marksten

Jeg har brugt 3000 kr. på granitsten, lidt marksten samt nogle flotte og flade sten som jeg bruger som tag til de huler og haller jeg bygger inde i stengærdet. Og jeg kommer også til at ryste op med nogle velfortjente flasker rødvin som tak til Jakob får alle de brosten jeg har fået. Så økonomisk kan det godt blive en halv-pebret affære drømmer jeg om et stengærde, der går det meste af vejen rundt om min kvas - og græsbunke. Jeg må simpelthen gøre det anderledes og selv finde mine sten. Så jeg bliver samler. Kommer jeg forbi en sten af fin størrelse og udseende på min vej, samler jeg den op og tager den med hjem. Mange bække små, som man siger. Og så alligevel ændre tingene sig. Jeg får efterhånden et trænet øje for sten. Ser dem alle vegne. Men jeg bliver mig også bevidst om de bunker af sten, der høre sig til i hvert et hjørne af en mark. Bunker samlet gennem mange års udrensning på de jorde hvor der skal sås og høstes. Og jeg har gennem mit arbejde adgang til ret mange marker. Unge Thomas (jeg er gamle Thomas) som er er holdleder på markholdet, siger at stenene ikke bruges til noget. Dem kan jeg bare tage. Han spørger om jeg skal lave mig et bålsted. Sådan et skal jeg selvfølgelig også have lavet.

Der er nye rutiner. For der skal hentes nogle sten hjem og samtidig har jeg selvfølgelig også andet end stengærde at tage mig til. Så det er når jeg har weekendvagt, at indsamling af sten, får lov til at fylde. Arbejdsbilen har lad og på vagter er den med hjemme. Når dagens arbejde er gjort, runder jeg en bunke marksten på vejen hjem og fylder et læs på bilen. Det er fortsat mange bække små, men nu kommer jeg hjem med en hel del flere sten af gangen. Jeg køber også 5000 liter barkflis. Fordi jeg taler snoge med min nabo Dan. Og fordi jeg ikke aner hvor meget 5000 liter barkflis reelt er. Men Dan kan berette, at han har en gammel bunke flis stående, og at i den har snogen de sidste par år lagt æg. Jeg er med det samme fyr og flamme og går på nettet og får bestilt flis ud fra devisen - heller for meget end for lidt. Det skal ikke være mig der går ned på flis. Det bliver heller ikke mig der kommer til at kede sig. Med den lille blå bliver det til mange ture til og fra Snogehjørnet med læs på læs af barkflis.

Pindsvin og lille vandsalamander

August og min kone kontakter Pindsvinenes Venner. De tager pindsvin havnet i nød i pleje, men har visse udfordringer med at finde egnede steder til genudsætning, når pindsvinene igen er blevet raske. De kommer 2 mand for at tage vores have i nærmere øjesyn. Man skal først godkendes. Og de er meget vidende - ikke kun på pindsvin, men også på ugler, flagermus, insekter, blomster og på den vilde have i almindelighed. Vi viser kvasbunken frem, græsbunken, stengærde - og jeg taler for længe og for meget om sten, vi viser de gamle stabler af brænde overladt til naturens gang, og på en lun sensommeraften er alle sneglene heldigvis også fremme. Pindsvinenes Venner er begejstrede og i bilens bagagerum har de 3 pindsvin med. Ikke længe efter bliver vi kontaktet igen. Har vi mod på 2 mere. Og det har vi. Selvfølgelig har vi det. Pindsvin i haven - det havde ingen af os turde drømme om.

Så nu er der pindsvin i haven, og vi møder dem ind imellem på aftenture, hvor det hele lige skal inspiceres en sidste gang. Balto er glad for dem, og man skal bare holde øje med hans hale og en begejstret logren, for at vide om han er støt på en af dem. Men der sker også andre ting. Jeg har flere gange set en skovmus ved stengærdet og ligeledes insekter søge ind i revner og sprækker. Allerbedst bliver det, da jeg spotter en lille vandsalamander - en unge tror jeg, som kravler til tops i granitstykket og siden søger indenfor og finder skjul. Nu tror jeg på det, på projektet med kvasbunke, græsbunke, barkflis og det altsammen rammet ind af et stengærde. På sigt skal snogen bo her, overvintre, lægge sine æg og fange sit bytte. Og der skal være plads til alt andet liv, der måtte finde stedet beboligt.

Min tro væbner og ansvarlig for moralsk støtte når slidet med at slæbe sten bliver hårdt. Balto har været med hele vejen og går med som følgesvend når den lille blå, fyldt med sten, trækkes gennem haven, og han ligger krøllet sammen og sover i skyggen, mens jeg stabler og bugserer sten på plads. I baggrunden ses stengærdet og nogle gamle cementrør jeg har fundet på min vej. Cementrørene bliver til en naturpassage gennem stengærdet, med åbning i midten, der leder ud til tilstødende åbne huler og haller.

Hvorfor en kvasbunke ?

En kvasbunke kan være lille eller stor - uanset størrelsen vil den komme til at gøre en forskel for det nære og lokale dyreliv. Her vil alt fra helt små dyr som bænkebidder til andre og større insekter kune finde skjul, ly og læ. Guldsmede og sommerfugle elsker de mange kviste og grene der stikker ud og som gør sig godt som steder at solbade. Fuglene er også begejstrede, og især grædesmutten er i sit es i sin søgen og jagt på edderkopper og tilsvarende. Og når nu det hele bliver tildækket med græs, dannes et tag og et vandtæt ly, hvor også pindsvin kan overvintre trygt og godt.

Den lille blå på arbejde

Jeg samler sten - eller får foræret sten, uanset hvad kan jeg kun transportere dem i bil frem til havelågen. Min kone er meget støttende og ikke mindst overbærende med min besættelse af sten, men ligefrem at køre i bil gennem haven er nok en grænse jeg ikke skal overtræde. Så den lille blå bliver læsset og trukket frem og tilbage fra havelåge til snogehjørne. Faktisk så meget, at der over tid, opstår en trædesti tydelig for enhver. Jeg kalder den slavestien og sender en kærlig tanke til dem, der i sin tid byggede pyramiderne i Egypten.

Jordpusheren

I haven bor en meget ihærdig og arbejdsom muldvarp. Territoriet er markeret med skud efter skud af jordbunker skubbet op nedefra. Så rimelig nemt at fylde en trillebør. Og så blandes jorden med blomsterfrø inden det altsammen spredes over stengærdet.

Arkitekt-tegninger

Der er ikke nogen arkitekt tegninger. Ikke noget planlagt helhedsbillede af hvordan det alt sammen skal ende med at tage sig ud. Så da der er et lille og fint træ i vejen, bliver der bare bygget uden om og inden om.

1000 kg. brosten

Endnu en gang donerer Jakob et læs brosten. Så skal de bare lige på trailer og læsses af derhjemme.

Weekendens læs

Fredag tager jeg arbejdsbilen hjem fordi jeg har weekendvagt. Jeg fylder ladet med sten forinden. Og ligeså lørdag. Søndag gør jeg det samme. Jeg samler store sten og mindre sten. Læsser det altsammen af ved lågen ind til haven. Og med den lille blå får jeg kørt min høst ned til Snogehjørnet.

Bredt og massivt

Stille og roligt ændre stengærdet udseende. Der er flere store sten involveret og det hele bliver mere bredt og massivt. Efterhånden har jeg en ide om hvordan det altsammen skal ende med at tage sig ud.

Vinter

Omkring jul kommer der sne. Der er stille nede i Snogehjørnet. Jeg gør mig en del tanker om hvorvidt der er overvintrende beboere i stengærdets huler eller under den tildækkede kvas.

Fugleliv

Jeg vinterfodre fuglene nede i Snogehjørnet. Det giver masser af liv og aktivitet. Der er masser af musvitter og blåmejser, men også sumpmejser og havens 2 flagspætter er også forbi.

Huler og haller

Stengærdet er fyld af åbne rum med plads til både tudser, slanger og pindsvin. Så flade, store sten har ekstra stor værdi da de er gode som tag.

Langt fra færdig

Der mangler mange sten endnu før stengærdet står færdigt. Men allerede nu håber jeg, at have et sted som dyr og insekter vil finde attraktivt.

Lille vandsalamander

Stengærdet har allerede besøg af fornemme gæster som virkelig giver tro på meget mere. Nu skal så meget som mulig bare dokumenteres med kameraet.

Rødmus og Spidsmus

Jeg er heldig at se rødmusen ind imellem når jeg nyder en kop kaffe nede i Snogehjørnet. Når jeg fodre fuglene smider jeg også lige en håndfuld solsikkefrø til musen. Jeg sætter vildtkameraet op for at dokumentere, og stor er min overraskelse, da en film viser ikke bare Rødmus, men også en spidsmus til sidst i filmen.

2022 og arbejdet med kvasbunke og stengærde nede i Snogehjørnet fortsætter ufortrødent. Helt uden stress. For der er ikke noget der haster og jeg er allerede kommet længere i processen end jeg havde turde håbe på. Jeg fortsætter med at hente marksten hjem. Når jeg har arbejdsbilen med hjemme på weekend, fordi det er mig der har vagten, ja - så er der også gerne et læs sten med. Og når jordpusheren (muldvarpen i haven) leverer, skovler jeg jord i trillebøren og kører det ned i Snogehjørnet hvor jorden bruges som dække af det øverste lag sten. På sigt skulle der gerne vokse et og andet frem i jorden. Hvor langt kommer jeg? Det er svært at sige. Et godt bud er fra Birketræet og frem mod højre. Helt perfekt. Og kvasbunken bliver tilført nedfaldne grene, det hele overdækkes med græs og blade. Årets juletræ klipper jeg op så grenene kan bruges som dække/tag. Hele tiden forbedres hjørnet og bliver mere og mere attraktivt for dyr, der måtte ønske skjul, nattely eller et sted at overvintre.

2023

Stengærdets top dækker jeg til med jord. Der vokser allerede lidt græs, brændenælder, tidsel og tilmed en lille pindsvinkartebolle. Jeg supplerer med blå anemone og hvid anemone som jeg planter strategisk hvor forårssolen rammer. Og så krydser jeg fingre for at der kommer anemoner igen til næste forår. Henover året kommer jeg med flere marksten og stengærdet vokser i længde. Det ser godt ud som det alt sammen omkranser den store kvasbunke i midten. Pindsvinet bor derinde et sted. Jeg ser den ofte i haven og flere gange i området omkring snogehjørnet. Der er fortsat et stykke vej til projektet er i mål og står som planlagt, men stødt og roligt går det den rigtige vej.