På en varm sensommeraften, nogle timer inden solnedgang, lægger jeg mig ud på en af øerne i søen. I præcis 8 sekunder er jeg dækket af et camouflage regnslag og går i et med det indtørrede mudderunderlag, men det bliver simpelthen for varmt og uudholdeligt og jeg vælger i stedet bare at ligge på det og så satse på at fladt og stille kan gøre det. Nogle meter væk er der en tange ud i søen hvor jeg flere gange har set Tinksmeden slå sig ned. Det gør de igen. 2 stk. og de lader ikke deres fødesøgning forstyrre af hverken viber, stære eller knopsvanerne med store unger.

I baggrunden forlader fiskehejren sin plads tæt på bredden og træder længere ud i vandet. Faktisk går den meget målrettet i min retning. Badet i et meget smukt aftenlys løber fiskehejren med al opmærksomheden og det bliver den jeg følger med kameraet. Det er tydeligt at den har øje på et eller andet bag mig, men jeg ser ikke bagud for det er også tydeligt, at den har opmærksomheden rettet mod mig, med et stort behov for at undersøge mig nærmere som noget der skal klares på vejen. Jeg tager billeder og forsøger at røre mig mindst muligt - også da jeg må vride hele kroppen og nakken af led for at vinkle kamera og objektiv opad hvor fiskehejren på få meters afstand nu troner over mig og nøje ser mig an. Inden den fortsætter forbi mig. Med øje og opmærksomhed på noget andet. Og først nu vender jeg mig og kigger bagud. Her står der en meget, meget smuk sølvhejre i dagens sidste lys i søens lave vand. Som tinksmeden er sølvhejren ikke en fugl jeg ser hver dag - og på fiskehejren virker det også som noget den ikke ser hver dag.